• Fralandsvind og revlehuller gav livreddere travl sommer

    ソース: BDK Borsnyt / 21 8 2024 23:01:36   America/Chicago

    Selv om sommeren vejrmæssigt har været en blandet affære, har der alligevel været nok at se til for livredderne. TrygFondens kystlivreddere melder om 26 livreddende aktioner og samlet set 60.378 indsatser denne sommer. - Det har været en blandet sæson med dage, hvor strandene var mere eller mindre tomme, men også dage med rigtig mange mennesker og meget at se til, siger kystlivredningschef Anders Myrhøj i en pressemeddelelse. TrygFondens livreddere har holdt øje med badegæster ved kysterne siden 28. juni. Onsdag var sidste dag med åbne livreddertårne. Antallet af aktioner ligger på niveau med sidste år. Men til forskel fra sidste år har mange af sommerens livreddende indsatser involveret flere personer på én gang. - I alt har livredderne hjulpet 46 personer i land fra en livstruende situation i år, fortæller Anders Myrhøj. Mange af aktionerne har handlet om fralandsvind, der har givet problemer for personer på de populære stand-up-paddle-boards - også kaldet SUP. Men pålandsvind kan også give problemer, når vinden presser vandet ind mod strandene og skaber en stærk udadgående strøm. Det kan skabe såkaldte revlehuller - også kaldet hestehuller - med kraftige strømme. - I år har det oftest været badegæster, der er blevet overrasket af revlehuller. - Men der har også været flere aktioner, hvor personer på SUP er blevet overraskede af kraftig fralandsvind og derfor ikke kunne komme tilbage på land, siger Anders Myrhøj. Hvis man svømmer i et revlehul og bliver taget af strømmen, skal man ikke kæmpe imod, lyder rådet. Man skal bevare roen og lade sig føre med, indtil strømmen igen aftager i styrke. Derefter kan man svømme langs med kysten ind mod det sted, hvor bølgerne brydes. De livreddende indsatser udgør kun en lille del af livreddernes opgaver. Hovedparten er såkaldte oplysende indsatser, hvor redderne har været i kontakt med badegæster om de lokale forhold på stranden. Livredderne har også udført førstehjælpsaktioner og hjulpet med at håndtere forstuvninger og dehydrering og skader efter møde med brandmænd og bistik. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/fralandsvind-og-revlehuller-gav-livreddere-travl-sommer
シェアする